Ved hoffet i København

Caroline Mathilde rejste med skib til Rotterdam og videre tværs gennem Nederlandene og Nordtyskland. Efter en festlig overfart over Elben blev hun i Altona modtaget af det danske hof. I København afholdtes d. 8. november den anden og egentlige bryllupsfest. Festlighederne afsluttedes i maj 1767 med parrets tronbestigelse.

Det, som hun allerede tilbage i England havde hørt rygter om, måtte Caroline Mathilde nu sande var blevet en del af hendes nye virkelighed: Christian VII. var psykisk ustabil, utilregnelig og ikke i stand til at magte opgaven som statsoverhoved, hverken personligt eller politisk. Mange ved hoffet udnyttede kongens svaghed for derved at opnå egne fordele. I et politisk spændingsfelt mellem forskellige aktører og uden sine egne fortrolige kunne Caroline Mathilde ikke finde fodfæste som dronning og blev hurtigt isoleret ved hoffet.

Personligt viste Christian ikke sin hustru megen interesse. At hun i januar 1768 bragte den forventede kronprins til verden, var et resultat af det pres, den kongelige familie havde lagt på de to ægtefolk.