Til kongens fødselsdag d. 29. januar 1771 uddelte dronningen den af hende selv indstiftede Mathildeorden til en snæver kreds af udvalgte personer. Hendes hensigt, nemlig at synliggøre den nye elite af førende personligheder omkring Struensee ved hoffet, mislykkedes dog fuldkommen, idet også forhenværende venner i stadig højere grad lagde afstand til ham. Med sine reformer og spareforanstaltninger havde Struensee skaffet sig fjender på alle niveauer ved hoffet. Struensees stadig mere fremtrædende rolle i offentligheden som beslutningstager var et graverende brud med et tabu. Som en konsekvens spidsede situationen hurtigt til:
Da Caroline Mathildes datter, Louise Augusta, blev født på Hirschholm Slot d. 7. juli, vendte også befolkningen Struensee ryggen og kaldte barnet „petite Struensee“. I september udbrød der en matrosopstand på grund af problemer med lønudbetalingen. I december kom det til tumulter, efter at Struensee havde nedlagt kongens dyre, men i befolkningen populære livgarde. I en første bølge af smædeskrifter blev han nu offentligt angrebet og hans politik rakket ned.
Struensee havde tilsyneladende spændt buen for hårdt, og han stod mere og mere isoleret.