Ifølge den antikke lære om de fire kropsvæsker opstår sygdomme som følge af en ubalance i kropsvæskerne (blod, slim, sort galde og gul galde). Balancen mellem kropsvæskerne skal så genoprettes ved afgiftende behandlinger (åreladninger, klysterer (lavementer), afførings- eller brækmidler. Afledende metoder såsom Sebastian Kneipps vandkur skulle derimod transportere betændelsesstoffer, blod, slagger og energi ud til hudens overflade eller omfordele disse i kroppen.
Læren om kropsvæskerne forsøgte systematisk at identificere og forklare menneskets forskellige legemlige tilstande – et fremskridt i forhold til tidligere tiders gudgivne syn på sygdomme. Teorien ansås ganske vist allerede i det 17. århundrede for at være forældet, men formåede alligevel at bremse den medicinske udvikling i mange år fremover, da teorien virkede konsekvent og logisk.
Afgiftende behandlinger, f.eks. kopsætning, eller hudbelastende metoder, f.eks. nålebehandlinger, finder også anvendelse inden for naturlægekunsten i dag – dog i et andet medicinsk koncept.
Werkstatt Samuel Goldschmidt, Berlin
Glas, metal, ebonit, ca. 1870/1880
Fra den medicinske samling på universitetet i Zürich
MHSZ 17914
Vaccinationslancettens spids er blåfarvet som følge af sterilisering i åben flamme. Den blev skruet ned i glasrøret med spidsen indad. På den måde kunne sekret, der var udtaget med vaccinationslancetten, f.eks. inficeret lymfe, transporteres sterilt og „inokuleres“ (indføres/indplantes) i et rask menneske som vaccination.
Metal, træ, det tidlige 19. århundrede
Fra den medicinske samling på universitetet i Zürich
MHSZ 17914
Allerede i højmiddelalderen havde man i Indien og Kina udført „podning med kopper“. Ved den såkaldte inokulation udtog man med en kniv eller en lancet pus fra mennesker, der lige havde haft kopper, og indførte det i et rask menneske, så denne opbyggede en immunitet over for sygdommen.
Messing, stål, 18. århundrede
Wilhelm-Fabry-Museum, Hilden
00634
På baggrund af læren om de fire kropsvæsker skulle væsker, der var skadelige eller til stede i for store mængder, fjernes fra kroppen. Snepperten blev fjederspændt over knivsbladet med en løftearm og sat ind på huden. Trykket på udløseren frigjorde knivsbladet, der med et snap trængte en halv centimeter ind i huden.
Messing, stål, træ, læder, Danmark, 18. århundrede
Wilhelm Fabry Museum, Hilden
00632
Denne sneppert fra Danmark blev opbevaret i et præcist polstret skrin. Låget bærer advarslen »Stol ikke på, den stikker« mod apparatets skarpe klinge.
Tin, bronze, omkring 1800
Wilhelm-Fabry-Museum, Hilden
00625
Luften inde i koppen varmes op, så der dannes et undertryk, når den anbringes på huden, hvorved blodgennemstrømningen stimuleres. Tidligere øgede man virkningen ved at perforere huden („blodkopsætning“).