Under udlandsrejsen havde Struensee lært den unge konge bedre at kende og forstod, at dennes anfald og overspringshandlinger også var et udtryk for hans sårede sjæl og var en slags protest mod den tvungne etikette, der herskede ved hoffet. De faste regler, ceremoniellet, styrede hele dagens forløb og var i det 18. århundrede i vidt omfang stivnet til en indholdsløs form, der af mange hoffolk føltes som en belastning.
Forsøget på at forstå kongen i stedet for at affærdige hans anfald som et udtryk for vanvid faldt i tråd med en dengang helt ny forestilling om psykisk afvigende adfærd. Den tog afsæt i et menneskesyn, der beroede på oplysningens idealer om humanitet og respekt.
Også fængslet i Celle blev i 1710 opført som såkaldt "almindeligt tugt- og galehus". Det henviser indskriften over den gamle portindgang til den dag i dag med ordene: „Puniendis facinorosis custodiendia furiosis et mente captis publico sumptu dicata domus"(Hus oprettet af offentlige midler til afstraffelse af forbrydere, bevogtning af vanvittige og sindssyge).
Illustration fra: Jonathan Swift, The Tale of a Tub, London 1710
Denne illustration, der giver et blik ind i „Bedlam Hospital“ i London, der blev oprettet helt tilbage i 1330, giver et indtryk af, hvordan man omgik mennesker med sindslidelser helt op til d. 18. århundrede. Her lod man de indlagte sygne hen under forfærdelige forhold. De, der gjaldt som „farlige“, blev lænket, eller deres hals blev spændt fast i et aflukke. Sådanne anstalter var i det 18. århundrede endda åbne for nysgerrige, og et besøg på „Bedlam“ stod på Kong Christian VII.'s rejseprogram i 1768.