I det 18. århundrede blev ca. 5/6 af alle mennesker ramt af kopper i løbet af deres liv, i Vesteuropa døde hvert år næsten en halv million mennesker af sygdommen. Vaccination, altså den bevidste indføring af smitstoffer i kroppen på sunde mennesker, havde som princip ganske vist været kendt i århundreder, men havde ikke kunnet sætte sig igennem over for overleverede forestillinger, f.eks. læren om de fire kropsvæsker.
Trods modstand fra tilhængerne af denne lære arbejdede Struensee for en bred anvendelse af koppevaccinationen, som man dengang endnu ikke havde så megen erfaring med, og som kunne udgøre en sundhedsmæssig risiko, hvis den ikke blev udført rigtigt.
Gaston Melingue
Litografi, 2. halvdel af det 19. århundrede
© Everett Historical / Shutterstock
Den første vaccination mod en smitsom sygdom var kokoppevaccinationen. Den blev opdaget af den engelske landlæge Edward Jenner (1749–1823). Mange bønder i det 18. århundrede vidste af erfaring, at kokopper kun udløste harmløse infektioner hos mennesker og beskyttede mod de farlige menneskekopper. Jenner indsamlede beretninger om patienter, der havde haft kokopper og herefter ikke blev syge af kopper.
Den 14. maj 1796 gennemførte han et vigtigt forsøg. Han overførte pus fra en kokoppepustel til den otterårige James Phipps. Drengen fik let feber, der hurtig aftog. Seks uger senere smittede Jenner bevidst drengen med menneskekopper. Eksperimentet lykkedes – drengen forblev rask.
Således stammer fagtermen „vaccination“ fra det latinske ord vacca (ko).
Reproduktion fra: Schleswig-Holsteinische Anzeigen, 1763
Struensee plæderede for en medicinsk tilgang, der var baseret på fornuft, iagttagelse og erfaring. Han krævede en reform af sundheds- og socialvæsenet og gennemførelsen af koppevaccinationer i stedet for virkningsløs symptombekæmpelse.