Ægte naturlighed eller kunstigt ideal?

Idealiseringen af naturen i det 18. århundrede havde mindre at gøre med naturen som et sted og mere at gøre med de eksisterende klager, som folk forsøgte at kompensere for. Selv i andre tider - og den dag i dag - er de mest forskelligartede aspekter af den menneskelige erfaring forbundet med »naturen«.

Hildegard af Bingen (1098-1179)

var en kristen abbedisse og naturforsker, hvis lære om naturens helbredende kraft stadig værdsættes i dag. Frem for alt så hun naturen som en guddommelig skabelse, som i sin mangfoldighed følger en kompleks guddommelig plan. Hendes billede af naturen er præget af symbolik og spiritualitet.

Ludvig XIV, konge af Frankrig (1638-1715)

brugte naturens udformning og formning til at demonstrere sin magt og forherlige sin person. Han fik anlagt en storslået barokhave i en ensartet, geometrisk stil til Versailles-slottet. Mange af datidens europæiske herskere lod sig inspirere af dette design.

Christian Ludwig, hertug af Braunschweig-Lüneburg (1622-1665)

tilbragte ofte tid på landet på grund af sin kærlighed til jagt. Han dyrkede sin yndlingsbeskæftigelse op til 260 dage om året, helst sammen med nogle få ledsagere. Selv om jagt var en prestigefyldt aktivitet, fungerede den også som en flugt fra det kedsommelige liv ved hoffet.

Maria Sibylla Merian (1647-1717)

var en naturforsker og kunstner, hvis arbejde gav et afgørende bidrag til den biologiske forståelse af dyr og planter. Hendes naturskildringer vidner om et følsomt og respektfuldt syn på naturen og en dyb forståelse af forholdet mellem dyre- og planteverdenen.

Antonio Vivaldi (1678-1741)

var en af barokkens mest berømte komponister. I sit værk »De fire årstider« realiserer han på stemningsfuld vis årets gang i naturen ved at efterligne vejrfænomener, dyr og menneskelige aktiviteter i naturen med musikinstrumenter. I hans musik kan man »opleve« forandringerne i naturen i stedet for bare at høre dem.

Jean-Jacques Rousseau (1712-1778)

I det 18. århundrede kritiserede Jean-Jacques Rousseau »fremmedgørelsen fra naturen«, hvis årsag han så i de materielle og sociale forhold på hans tid. Han opfandt ideen om det lykkelige »naturlige menneske«, som kun stræber efter sundhed, frihed og de mest nødvendige ejendele. I hans øjne var »naturen« et »uspoleret« sted.

Caroline Mathilde (1751-1775)

voksede op i Kew Gardens, og i sin barndom oplevede hun havens (velplejede) natur som et sted med frihed uden hoffets begrænsninger. Ved det strenge københavnske hof blev naturen et sted for længsel, som hun søgte i sit tilbagetog til Traventhal og Hirschholm. Her kunne hun undslippe sin officielle rolle og finde personlig tilfredsstillelse.

Augusta, prinsesse af Wales (1719-1772)

grundlagde en vigtig samling af indfødte og eksotiske planter i Kew, som senere blev den første botaniske have. Hendes interesse for naturen var præget af politik og det britiske imperiums koloniale ekspansion. Med sin samling forsøgte hun at indfange hele naturen under britisk herredømme.

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)

var ikke kun digter, men også naturforsker. Under sin »Italienske rejse« fra 1786 til 1788 fokuserede han bl.a. på geologi, botanik og zoologi. Han så noget mystisk i naturen samt sandhed, orden og harmoni, mens han tilskrev mennesker fejl og mangler.

Caspar David Friedrich (1774-1840)

var en af de vigtigste romantiske malere, der udforskede forholdet mellem natur og menneske. Hans malerier viser mennesket som en del af naturen, men også som dens modstykke, der reflekterer over naturen.

Høvding Seattle (ca. 1786-1866)

var leder af to indfødte amerikanske stammer, Coast Salish. Han er kendt for en tale, hvor han opfordrede til respekt for naturen og påpegede de negative konsekvenser af at ignorere den. Selv om det ikke er klart, i hvilket omfang den overlevende tale stammer fra Seattle selv, bidrog den til udviklingen af den vestlige økologibevægelse.

Charles Dickens (1812-1870)

var en engelsk forfatter, som i sine romaner kritiserede samfundets dårligdomme. Her er naturen ikke et idyllisk tilflugtssted, men en afspejling af den udnyttelse og fattigdom, som industrialiseringen har medført. Den er på samme tid truet og fungerer som en trussel. Dickens' beskrivelse af naturen understreger også hans karakterers følelser.

Henry David Thoreau (1817-1862)

var en amerikansk digter, filosof og lærer i det 19. århundrede. I sit mest berømte værk, »Walden, or Life in the Woods«, beskrev han sine to år med et enkelt og uafhængigt liv i naturen. Han betragtede overlevelsesteknikkerne som en »indre rigdom, der var bedre end sin tids materialisme («ydre rigdom").

Mark Twain (1835-1910)

var en amerikansk forfatter, der er bedst kendt for sine eventyrhistorier om Tom Sawyer og Huckleberry Finn. I hans romaner er naturen et sted med tilflugt og frihed, men også med prøvelser. Den fungerer ofte som et harmonisk modstykke til samfundets ulighed.

Virginia Woolf (1882-1941)

var en engelsk litteraturkritiker, forlægger og forfatter. Hun brugte naturskildringer i sine værker til at afspejle sine personers indre verden og følelser. Naturen symboliserer især ubestandighed og forgængelighed.

Wangari Maathai (1940-2011)

var en kenyansk miljøforkæmper og politiker. Hendes engagement i naturbevarelse var stærkt forbundet med kampen for kvinders rettigheder, da hun så sammenhængen i udnyttelsen af begge dele. For dette accepterede hun flere fængslinger og mishandling og var den første afrikanske kvinde, der modtog Nobels fredspris.

Dr. Koert van Mensvoort (*1974)

Er en kunstner og filosof, der har specialiseret sig i forholdet mellem natur og teknologi:

»[...] i mellemtiden manipulerer vi biologien helt ned på celleniveau og med nanoteknologi. Jeg definerer derfor naturen som alt, hvad der vokser selvstændigt. På den måde kan teknologier og selv det finansielle system forstås som natur. De udvikler sig autonomt - og er nu ofte uden for deres skaberes kontrol.«